TILBAGE TIL FORSIDEN


"Mosede Forts Venner" nedlægges som forening

I 1995 var der tre mænd der fik en god idé. Det var daværende oberstløjtnant i flyvevåbnet, Arne Bruhn, daværende amtsborgmester Ib Vindelev og amtsdirektør Ernst Verwohlt, der havde fået øje på et forfaldent kystbatteri fra 1. Verdenskrig - beliggende i Greve Kommune. De ville prøve at redde stumperne ved at få frivillige til at melde sig - i et forsøg på at istandsætte stedet så det blev anvendeligt til fremvisning for offentligheden. Foreningen "Mosede Forts Venner" var født! Allerede året efter blev Per Breddam medlem og da både Bruhn og Vindelev desværre døde alt for tidligt blev Per Breddam formand i 1998 - og har været det lige siden.

I løbet af de næsten 20 år der er gået har der været mange aktiviteter for er stort publikum. Siden 2001 har vi holdt Befæstningsdag den sidste søndag i september hvert år, et musikkorps blev dannet, hjemmesiden blev opgraderet, en kanon blev opstillet i 2012, for ikke at tale om et guidekorps, der har vist tusindvis af gæster rundt på området og i kasematten om søndagen i sommer halvåret - samt større grupper på bestilling.

For ca. 5 år siden gik så Greve Kommune, Greve Museum, Region Sjælland og diverse fonde i gang med at restaurere Mosede Fort. Planen var at istandsætte området, og ikke mindst kasematten, så det blev muligt at etablere et museum "For Danmark under 1. Verdenskrig". Kasematten er nu opdateret til fremtiden med affugtning og centralvarme så det er muligt at opbevare museums genstande på betryggende vis. Den 6. August 2014 indvies "Museumsmiljø Mosede Fort" med bl.a. deltagelse af h.k.h. Prins Joachim.

Foreningen "Mosede Forts Venner" har nået sit mål. Det, der i 1995 startede som et pilotprojekt er nu fuldført, og på en generalforsamling den 10. maj har medlemmerne opfordret bestyrelsen til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling umiddelbart efter indvielsen - med henblik på at nedlægge foreningen.

Foreningen tager sig stadig af OMVISNINGER indtil indvielsen, hvorefter disse også overtages af Greve Museum.

Bestyrelsen vil her benytte lejligheden til at takke trofaste medlemmer og enhver, der har hjulpet til i alle årene - fra den spæde start og til et slutresultat, der forhåbentligt vil få Greve kommune og Mosede Fort på det kulturhistoriske landkort.

Med venlig hilsen
MOSEDE FORTS VENNER
p.b.v.
Torkild Falstrup
webmaster


PS: Denne hjemmeside lukkes ned den 24. juli og domænet overdraget Greve Museum.

MOSEDE FORTS VENNER | v/ PER BREDDAM | 2690 KARLSLUNDE | TEL: 4615 1367 | E-MAIL: per@breddam.dk | © T. FALSTRUP 2014